Det havde været oplagt, om ”Klintekongen” havde sit navn, da skibet sejlede på Møn.  Her ankommer det til havnen i Hou og har endnu J. P. Pedersens rederiflag som skorstensmærke, et diagonalt delt flag med H og S i flaget i stedet for G og H som i hundestedrutens.

MSA har med tiden opbygget en betragtelig samling af de skibsfotos, som blev en afløser for det egentlige skibsportrætmaleri. Skønt det egentlig er uden for museets formål bliver disse fotos, når lejlighed gives, afgransket for skibets historie. Her er et eksempel på en sådan historie ud fra et erhvervet foto.

”Klintekongen”s brogede liv

”Klintekongen” var et skib med en noget broget historie, som gennem 20 år sejlede under dansk flag, og det var et skib, hvis 60-årige liv i tre hjemlande blev præget af betydelige ombygninger og tilpasninger. Skibet blev fortrolig med flere af landets mindre færgeruter, men sine fleste danske år fik det i 12 år som S/S ”Harbølle” på Grønsund-færgefarten mellem Falster og Møn.

Grønsund Færgefart på det sted, hvor afstanden mellem Møn og Falster var kortest var ældgammel. Den nævnes første gang 1509 og mistede først for alvor betydning efter at Storstrømsbroen i 1938 var åbnet. Derefter havde overfarten nogle år lokal betydning.

Skibet begyndte sit liv som almindelig tysk fragtskib, efter at det i 1898 var leveret med navnet ”Moltke” fra Grabow værftet i Stettin, som også var den by, skibet blev hjemskrevet i.

Inden skibet i 1920 efter Genforeningen  kom til Haderslev og fik dansk flag, havde det været gennem flere ombygninger og tjent som både slæbebåd, minestryger og fiskefartøj. Ud over Stettin havde skibet haft hjemsted i Langballig, Bremerhaven, Hamburg og Flensburg.

Nu stod ”Moltke” for endnu en ombygning, denne gang til passagerskib, for det var som sådan Dampskibsselskabet Stubbekøbing på Falster skulle bruge skibet på Grønsund.

Det var i 1922, ”Moltke” blev købt til ruten, og fik hurtigt sit navn ændret til det mere stedlige ”Harbølle” – en stavemåde som tidligere anvendtes for lokaliteten Hårbølle på Møn. Skibet fik nu hjemstedsnavn fælles med rederiet.

”Harbølle” på Grønsund

Dampskibsselskabet Stubbekøbing var oprettet i 1881, og blev en vigtig faktor i sejladsen mellem Falster, Masnedsund, Møn og Bogø, men at udrede selskabets sejladser i området gennem tiderne, kan være ganske kompliceret. Dets rettigheder i området, måtte ligefrem udredes i en proces ved Højesteret.

Ved anskaffelsen af ”Harbølle” var det planen at indsætte skibet mellem Stubbekøbing og Hårbølle Bro på Møn. Det var en rute, som selskabet netop havde fået retten til at besejle.

Derimod ejede selskabet ikke retten til at sejle på overfarten fra Grønsund Færgegårds bro på Falster til Grønsund Færgebro på Møn.

Først da Dampskibsselskabet i 1923 købte Næsgaards  gamle eneret til denne overfart kunne ”Harbølle” sættes ind på en rute herfra til Hårbølle, lige som skibet ind imellem sejlede på den gamle rute mellem Stubbekøbing og Hårbølle. Ved indsættelsen var skibet i 1923 blevet ombygget så meget, at det kunne medtage enkelte personbiler.

Der var dog i 1930erne udsigt til betydelige trafikmæssige ændringer i hele området. I 1929 var dampskibsselskabet begyndt også at drive rutebiltrafik. Trafikken med rutebiler var med til at gøre ”Harbølle” uinteressant på Grønsund.

Det er næsten skæbnens ironi, at ”Harbølle” i 1934 – samtidig med at skibets certifikat udløb, - blev solgt til en meget foretagsom rutebilejer. Det var til J. P. Pedersen (1881-1955) i Valby, som arbejdede med at oprette færgeruten Grenaa – Hundested. Pedersen havde måttet afstå sine bilruter langs Køge Bugt til DSB, og han indsatte sit lille nyerhvervede passagerskib på en rute mellem København og Køge med anløb af broen ved Klintekroen i Mosede. Skibet fik nu sit nye navn ”Klintekongen” med hjemsted i København. Et par år senere forsøgte Pedersen sig med skibet på en spritrute mellem Gilleleje og Höganäs i Sverige.

Hou – Sælvig ruten

I 1936 havde kaptajn Sander Nielsen fra Bandholm i konkurrence med DSB oprettet en rute med sommertrafik til Samsø nemlig mellem Hou og Sælvig. Denne rute købte J. P. Pedersen i 1937 af Sander og indsatte ”Klintekongen” i farten. Her gennemførtes to daglige ture – dog tre om søndagen.

Det var imidlertid en rute, som restauratør Louis Bjerremand Grau (1907–1998), som da boede i Fakkegrav ved Vejle, var interesseret i at overtage, og efter en forhandling med Pedersen overtog Grau ruten i 1937 sammen med ”Klintekongen”.

Louis Grau havde sammen med sin bror Ole frem til 1938 et par større motorbåde i passagerfart på Vejle Fjord, hvor de havde fået eneret til sejladsen Vejle – Hvidbjerg. Denne rute blev nu opgivet.

Det fortælles, at J. P. Pedersen inden salget til Grau lidt forsigtigt lige ville spørge sin kone, om det nu var en god ide, at sælge ruten mellem Jylland og Samsø, men da konen fandt, at netop denne rute var mere besværlig at drive end 14 busruter og Grenaa – Hundested overfarten tilsammen, så var der ingen tvivl hos Petersen. Grau kunne købe.

En af ulemperne ved ruten var den forfaldne havn i Sælvig, som også havde det med at sande til, hvorefter Grau i 1939 omlagde ruten, således det blev med anløb af Mårup på Nordsamsø. Stadig var der kun tale om sommertrafik.

Louis Grau havde fået dampmaskinen pillet ud af ”Klintekongen” og forsynet skibet med en 164 HK  dieselmotor og ombygget det, således det foruden passagerer kunne fragte og 5–10 biler. Men sejladsen holdt kun et par år, idet manglen på brændstof under besættelsen sammen med en tiltagende minefare fik Grau til at opgive ruten og sælge skibet til Norge, efter at det først havde været chartret af Kristian Ravn i Narvik.

”Jonas” i Norge

Den nye norske ejer brød sig imidlertid ikke om navnet ”Klintekongen” og skibet fik så et nyt, ”Jonas” – et navn, som netop i søfartskredse har en højst uheldig klang. Ingen søfolk ønsker at være i samme båd som en Jonas. Var der nogen, som fortalte det til den nye ejer, forklarede han, at  skibet havde fået navn efter hans fars arbejdshest. – Det blev da også med dette Jonas-navn, skibet senere forliste.

Fra 1941 var ”Jonas” indsat i forskellige fjordfarter i Norge specielt i det nordligste af landet i fjordene ud for Narvik, hvor færgen med sin ret lave kapacitet udfyldte forbindelser mellem fastlandet og forskellige småøer. Til stadighed fik skibet mindre ombygninger, således det tilpassedes det stedlige behov.

Da skibet i 1958 var 60 år gammelt, mødte det sin skæbne. 28. november var ”Jonas” uden passagerer på vej fra Forså i Efjord til Bognes i Tysfjord. Det var en dag med dårlig sigt, og mandskabet havde fejlberegnet distancen.  ”Jonas” grundstødte, da mandskabet mente, at de var på vej ind i Tysfjorden. En kraftig lækage fyldte hurtigt skibet med vand, men mandskabet nåede at få en båd i vandet og redde sig i land.