Jagten på den flydende kuffert

Af Benny Boysen

Da jeg i forbindelse med oprettelse af et lille museum i Struer – Museum Sea Art – interesserede mig for forliset, opdagede jeg, at en samtalepartner, som jeg drøftede forskellige skibsspørgsmål med, tilsyneladende vidste ganske god besked om ”Norge” og forliset, og det var ganske uventet, så jeg spurgte ind til, hvor han havde sin viden fra.

Manden hedder Poul Emil Bendtsen og var tidligere styrmand og skibsfører på Storebæltsoverfarten. Han var nu i gang med at lave slægtsforskning, og arbejdede med sin kones slægt. Hun havde rødder tilbage i Sverige, og Poul Emil havde haft kontakt med en dygtig slægtsforsker Börje Olsson, som boede lidt nord for Kristiansstad, lige der hvor Poul Emils kone havde slægt. Denne Börje havde af slægtsmæssige grunde beskæftiget sig meget med ”Norge” og forliset. Et fjernt familiemedlem, der hed Maria Olsson, var omkommet ved forliset. Og naturligt nok var emnet kommet på banen i deres korrespondance.

160 mennesker overlevede forliset, men det tog lang tid, inden man i Danmark blev opmærksom på, at skibet var forlist. ”Norge” sank hurtigt ,og kun 5 af skibets redningsbåde blev senere fundet med de skibbrudne. Allerede næste morgen blev den første redningsbåd fundet af en engelsk trawler, men i stedet for at sejle ind til Hebriderne og slå alarm ville skipperen tilbage til sin hjemby Grimsby, så det tog en uge, inden offentligheden blev opmærksom på forliset og en eftersøgning gik i gang.

Der blev naturligvis ikke fundet overlevende ved denne eftersøgning mere end en uge senere, men et engelsk flådefartøj fandt en kuffert, som blev identificeret til at have tilhørt en af de druknede passagerer en Maria Olsson fra Sverige. Det fandt man ud af ved grundigt at gennemgå kuffertens indhold.

Det læste jeg om i en norsk bog, som er en af de få bøger, som er skrevet om forliset. Det er ”Titanic”s forlis, der er løbet med hele verdens opmærksomhed. Modsat ”Norge” forliste ”Titanic” i stille og roligt vejr om aftenen efter mere end to timer, hvor lyset fortsat brændte om bord. På ”Norge” kom folk ud i nattøj til en urolig sø.

Jeg henvendte mig nu til Börje for at spørge, om det netop var denne Maria Olsson, som var hans slægtning. Det var det ikke. Det var en helt anden slægtstragedie, som lå bag tabet i hans familie. Börje fandt frem til, at den flydende kufferts ejer var den Maria Olsson, som havde opgivet byen Ystad, som adresse. Hun var født 14. maj 1881 på gården Ö. Tommarp nr. 14, som hendes forældre Ola Persson (født1847) og Sissa Olsdotter (født 1845) ejede.

Det var min tanke, at Marias kuffert efter at have været gennemsøgt, måtte være kommet hjem til forældrene på gården i Ö Tommarp lidt vest for Simrishamn i Skåne. Det er så vidt jeg kan se, den eneste bevarede genstand, som stammer fra eftersøgningen. Men eksisterer kufferten endnu? Er den gemt og stillet et sted op på loftet i Marias fødegård?

Jeg har længe været interesseret i at undersøge spørgsmålet, og da min kone og jeg i maj 2021 skulle have et par dages hotelophold i Simrishamn, benyttede jeg lejligheden til at søge hjælp til at finde frem til gården nr.14 i Ô Tommarp.

På skolemuseet ved kirken fandt jeg navne og telefonnumre på folk knyttet til museet, og det første nummer jeg fandt, tilhørte en mand, som hed Holger Bak. Ham ringede jeg til samme aften. Han var dansk og meget hjælpsom.  Han ville i aftenens løb finde ud af, hvilken gård, som havde matrikelnummer 14. Vi mødtes næste formiddag ved museet og fulgtes ad til gården, som hed Kullen, og Holger Bak kendte ejerne.

Ingvard og Inga Jönsson blev noget overrasket over vores uventede besøg og ærinde. Inga, som var meget lokalhistorisk interesseret og kendte til Maria og hendes forældre, erindrede, at der engang havde været tale om, at en ”kiste” var kommet hjem til gården, men det var ikke hendes slægt, der boede i gården dengang.

Marias forældre var flyttet fra gården til en noget mindre ejendom under samme matrikel Ola var død i 1915, kunne Inga oplyse. Hun havde ganske godt styr på fakta om deres gårds historie og beboere. Men ”kisten” havde hun kun hørt om.

Efterfølgende har Inga oplyst til Holger Bak, at en slægtning til Marias familie, Jan Ranby (født 1932) bor ved Helsingborg og måske ved besked, om kufferten stadig findes i familien. Jeg fik kontakt med Jan Ranby, hvis farmor var en søster til den druknede Maria.

Også Ranby var meget flink og hjælpsom. Fortællingen om ”Norge” og Marias skæbne havde endnu i hans barndom været familiens store samtaleemne ligesom den hjemvendte kuffert, som han dog ikke erindrede selv at have set. Han sendte mig et familiebillede med Ola og Sissa og deres tolv børn. deriblandt Maria og hendes tvillingebror Johan.

I sommeren 2022 var min kone og jeg igen i Simrishamn og besøgte et stort center for genbrugsvarer af alle slags i byen Hammenhög mindre end 10 km fra Marias barndomshjem, Mit hjerte gav vist et ekstra slag, da jeg så en gammel og godt rusten Amerika-kuffert med mange brugsspor. Kunne det være muligt?

Vi rejste hjem, men jeg kunne ikke slippe kufferten. Den nærmest forfulgte mig, og jeg kunne drømme om den om natten. Jeg fandt et par måneder senere en undskyldning til en ny tur til Skåne. Kufferten, stod, der hvor jeg havde set den. Nu var den endog sat ned i pris, for den havde stået der så længe.

Jeg spurgte forsigtigt, om de havde nogen anelse om, hvor den stammede fra. Nej selvfølgelig ikke! Men det er en skrammet Amerika-kuffert på Marias alder, som her overlevet på hendes hjemegn. Jeg købte den – Måske den har været hendes!

Den 23-årige Maria Olsson, druknede ved ”Norge”s forlis i 1904 og har aldrig fået nogen gravsten med sit navn på. Nu sætter jeg hendes navn på kufferten og udstiller den sammen med mit materiale om forliset og museets maleri af ”Norge”. Så håber jeg, at der en dag kommer nogen og spørger: ”Maria Olsson, hvem var hun?